Langelands Andels Universitet (LAU), grundlagt af Kasper Nefer Olsen i september 2018, har sit navn af flere grunde:
For det første som en hilsen til den tankegang og den bevægelse, der gjorde Danmark rigt igen efter sammenbrud, krig og statsbankerot (1813) – dengang ”Udkantsdanmark” var Forkantsdanmark.
For det andet som et ordspil på den lokale dialekt, hvor Langeland jo som bekendt hedder noget i retning af ”Lauløj”.
For det tredje for at minde om at forelæsningerne foregår om lørdagen – laurdag, på gammelt dansk.
Forelæsningerne finder sted hver anden lørdag, klokken 15-17,
i den gamle lægebolig fra 1750, også kendt som ”Frank Jæger-huset”,
Slotsgade 65, 5953 Tranekær
Alle er velkomne som tilhørere. Af forelæserne kræves dog to ting: en universitetsgrad eller tilsvarende, og at forelæsningen er på dansk.
Der opkræves et symbolsk beløb à 10 kroner per gang (eller 50 kroner per semester) for fotokopier og kaffe.