Køn
Udkom 15-12-2021:
Kasper Nefer Olsen: Kønnets Momenter
Kasper Nefer Olsen: Kønnets Momenter
Bog. 92 sider
ISBN: 978-87-972003-4-6
Valville Forlag 2021
Vejl. pris: 96,- kr
Med Kønnets Momenter slutter Danmarks eneste nulevende digter-filosof sin trilogi om kønnet og dets betydning – inspireret af de forskydninger i tiden, kulturen og samfundet, som har fundet sit mest skingre udtryk i den såkaldte ”#metoo-bevægelse”.
Hvis Kønnets Metafysik (2020) var den GODE, der med forståelse og indføling, ja kærlighed, beskrev kønsforskellens konsekvenser i stort og småt, og Kønnets Maskepi (2021) den ONDE, der – med større sarkasme, og større politisk alvor – kritiserede farlige, totalitære tendenser i tiden, der ses som betinget af en stadigt mere desperat fornægtelse af kønnets betydning, er Kønnets Momenter den GRUSOMME, der ikke længere lægger fingre imellem, men nådesløst diagnosticerer – på basis af klassisk psykiatrisk faglitteratur, suppleret med nye begreber, men frem for alt dokumenteret ved en række autentiske, aktuelle case stories – den moderne kvinde-selv(mis)forståelse som en psykopati.
Bogen fuldbyrder hermed hvad man har kaldt ”et personligt angreb på feminismen”, - idet man derved lader forstå at dét at være, tænke, handle som en person, naturligvis er noget helt uacceptabelt i dag, hvor vi ALLE SAMMMEN, hver for sig, skal mene, sige, og gøre nøjagtigt det samme. Hvor ”identitet” – ligesom, sjovt nok, ”forskellighed” – betyder: at være ligesom alle andre.
Spørgsmålet er imidlertid om det ikke netop er personer, vi mangler - i videnskab, kunst, og politik? Skal civilisationen rejse sig igen, kræver det genindsættelse af de mandlige kvaliteter, som forfatteren til stadighed fremhæver: Mod, Intelligens og Humor. Med kønstrilogien sætter han et exempel til efterfølgelse.
Af lektørudtalelse, DBC:
"Nefer Olsen er en mester i prægnante neologismer, der fremhæver intensionen, fx dummo- og damokrati, koncensur og cancancel. Hans sproglige sans, sammen med en nærmest afslappet hjemmevanthed i hele filosofi- og litteraturhistorien, gør det til en konstant overraskende læseoplevelse, der bobler af intelligens. Der skal her, ligesom med de to andre bøger i trilogien, for god ordens skyld, tilføjes et caveat lector, da der ikke lægges fingre imellem. Fx kalder Nefer Olsen #metoo for en social sygdom, feminisme for psykopati, eller som han skriver "Feminisme er nazisme. Bare uden overskæg". "
Udkom 20-09-2021:
Kasper Nefer Olsen: Kønnets Maskepi
Bog. 96 sider
ISBN: 978-87-972003-3-9
Valville Forlag 2021
Vejl. pris: 96,- kr.
Kasper Nefer Olsen: Kønnets Maskepi
I 2020 udgav Danmarks eneste nulevende digter-filosof, Kasper Nefer Olsen, bogen Kønnets Metafysik. Det skete på baggrund af tidens intense kønsdebat (”#metoo”), som han indsatte i en større sammenhæng – ikke bare filosofisk, men også under inddragelse af naturvidenskab, psykoanalyse, litteratur, film, osv.
KNO udgiver hermed en opfølger: Kønnets Maskepi. Hvor den første bog var bygget op forholdsvis strengt, med et gennemgående spor af logisk deduktion, vekslende med et lidt friere ”hukommelsesarbejde”, er Kønnets Maskepi en rapsodisk serie af 33 mere eller mindre uafhængige essays, der dækker et bredere felt: lige fra skarpe analyser af nyere kønspolitiske case stories i ind- og udland, over kønspolitiske aspekter af kristendom og Islam, til en samlet forståelse af de totalitære tendenser i vor tid. Når ”debatten” i dag ikke længere handler om at finde den bedst mulige løsning blandt lige værdige forslag, men først og fremmest handler om hvilke ord der ikke må bruges, hvilke billeder der ikke må vises, hvilke tanker der ikke må tænkes – kort sagt: hvad forfatteren kalder koncensur –, er det nemlig en udvikling, som kun kan forstås – eller bare opfattes - på baggrund af de sidste 100 års politiske historie. Det sker i denne bog.
Hvad man engang på universitetet kaldte ”tværfaglighed”, viser her sin styrke. For at forstå f.eks. hvorfor en #metoo-kvinde altid først ”modigt står frem” 10-12 år efter sin ”krænkelse”, inddrager KNO ikke blot aktuelle eksempler fra pressen, men i dette tilfælde også film og andre medier, herunder de mentalitetsændringer der upåagtet er fremkaldt af nye teknologier (TV, computer, I-Phone). Det bliver da klart at det ikke er tilfældigt at så mange ”krænkede” kvinder kalder sig studieværter, filmstjerner, eller forfattere: de 10-12 års forsinkelse handler ikke blot om kvindens berømte ”biologiske ur”, men også – og ikke mindst – om hvad disse kvinder selv kalder: karriere.
Set på baggrund af 2500 års europæisk, ”patriarkalsk”, kultur (her som defineret af den franske forsker Dumézil) – en kultur, som mange i dag ønsker slettet, kastet i havnen, osv., da de ellers ikke kan måle sig med den – er det klart at hvad ”debatten” i dag savner, er 3 ting: intelligens, mod, og humor (hvad Kierkegaard kaldte Kjerlighed). KNO spiller på alle 3 registre.
Kønnets Maskepi er en tiltrængt, rapkæftet replik til hele tidens triste ”Nej-til-Livet”-bevægelse: #metoo, woke, veganer, klima, GLTB, osv., der alle drømmer om en tilstand uden forskel – dvs. Døden. Sandheden er ilde hørt – men det føles godt at sige den!
"33 essays, der, i en skarp personlig og polemisk stil, maner til kamp mod karrierefeminisme, woke-kultur og egohumanisme og retter en skarp kritik af medierne og den politiske verden. Til læsere med interesse for kønspolitik og filosofi. (Lektørudtalelse, DBC)
Udkom mandag d. 28-12-2020:
Kasper Nefer Olsen: Kønnets Metafysik
Bog. 92 sider
ISBN: 978-87-972003-2-2
Valville Forlag 2020
Vejl. pris: 96,- kr.
Kasper Nefer Olsen: "KØNNETS METAFYSIK" rammer lige ind i tidens brændende kønsdebat – og kaster en spand vand på den!
Forfatteren tager udgangspunkt i en strengt formel – nærmest matematisk – bestemmelse af forskellen på Mand og Kvinde. Han viser dernæst hvorledes kønsforskellen gør sig gældende i alle mulige livssammenhænge: fra dagligdagens små misforståelser – til de store spørgsmål om hvad mennesker er, vil, kan, og skal.
Denne undersøgelse forløber i to ”spor”, der lidt efter lidt løber sammen. På den ene side er der den strengt filosofiske udvikling, støttet på især den tyske tradition (Nietzsche, Kant), men også på fx sprogvidenskaben. På den anden side er der løbende, uakademiske, sidespring til populær-kulturen (film, TV, musik, selvhjælpsbøger), den aktuelle debat i medierne, og sågar forfatterens egne, mere eller mindre erotiske, erfaringer. Filosofien, siger forfatteren, kan måske nok tænke det hele – men ikke alt: virkeligheden kræver sin ret. Kun ved at inddrage tilværelsens mere absurde, meningsløse elementer, heriblandt sig selv, som ”kastet” (Heidegger) ud på historiens vilde vover, kan filosoffen – dixit Kierkegaard – gøre sig håb om at opfylde sit mål.
Til de absurde elementer hører også – som et underspillet, men gennemgående, sidetema – hvorledes populærvidenskab, fra dameblade til wikipedia, så småt har opbygget en monumental dokumentation for kvinders mentale overlegenhed, – i ejendommelig kontrast til den snart daglige erfaring af hvorledes enhver institution går i stå (hvis ikke ligefrem i opløsning, som senest Kunst-akademiet) såsnart den får en kvindelig ”leder”.
Én af bogens konklusioner er at den aktuelle kønsdebat afspejler sandhedens time for feminismen – og dermed dens terminale fase. Siden den Franske Revolution, er ethvert forsøg på at ”forbedre verden” endt i totalitarisme: dette kedelige fænomen hedder i dag ”metoo”-bevægelse, med dens hetz, anonyme angiveri, og censur, – samt, ikke at forglemme, endnu en gang en tydelig snert af antisemitisme.
Psykologien bag er ikke svær at begribe. Tidens toneangivende feminister har givet afkald på mand og børn (ja, endog mor!), for at få de topposter, som de misundte Manden, – blot for dér at blive konfronteret med deres egen larmende tomhed. Ghita Nørby kunne, – Iben Zeuthen kan ikke! Næste generation af kvinder vil ikke gentage den fejltagelse, og resten af det 21. årh. vil derfor handle om kvinders fornyede accept af at være kvinder: der vil, som forfatteren skriver, igen blive mænd, kvinder, og børn – sågar fostre!
KØNNETS METAFYSIK er derfor også en håndsrækning til denne nye generation af hvad Nietzsche kalder ”bæredygtige” kvinder. Bogen er skrevet con amore: med viden, intelligens, mod, erfaring, humor, poesi – kort sagt: alt dét som feministerne mangler. Den er for så vidt selv et exempel, ja et bevis på én af sine egne teser: ligesom der er ting som kvinder kan, og mænd ikke, således er der ting som mænd kan, og kvinder ikke. Ingen kvinde kunne have skrevet KØNNETS METAFYSIK. Men en gave skal jo heller ikke være noget som modtageren allerede har. At visse kvinder har svært ved at acceptere at der faktisk er noget de ikke har, noget de ikke kan, må være deres problem. Sandheden er måske nok ilde hørt – men den er lige-glad. En kvinde uden komplex-er vil læse bogen som en mand: med fryd.