Digtsamlinger
Udkom 31. marts 2023


Kasper Nefer Olsen:
MAGNVM TESTAMENTVM
Kasper Nefer Olsen: MAGNVM TESTAMENTVM
140 sider
ISBN: 978-87-972003-7-7
Valville Forlag 2023
Vejl. pris: 132,- kr
I en tid, hvor selv en socialdemokratisk regering udtrykker bekymring over at ingen længere lærer tysk og fransk, er det svært at forestille sig at der faktisk findes nulevende danskere som har lært latin i skolen – og måske endda er i stand til at udtrykke sig på dette klassiske sprog.
Forfatter, filosof og oversætter Kasper Nefer Olsen – født 1960 – er et sådant relikt, der tog ”Den lille latinprøve” i 1975, og siden har bevaret kærligheden til det smukke sprog og dets højt begavede arvtagere – heriblandt den danske grammatiker Johan Nicolai Madvig (1804-86), som Hans Scherfig tværtimod latterliggjorde og lagde for had i Det forsømte forår.
De mellemliggende 2000 år er naturligvis en udfordring: kan man overhovedet udtrykke vor tids erfaringer på et så gammelt sprog? Hvad hedder ”lufthavn” på latin? Hvordan forklarer man ”sammenlignende sprogvidenskab” – eller ”Warhol's 15 minutes”? Vil ikke selv den optimale indlevelse i det antikke sprog netop lukke forfatteren inde i et antikt univers, og tvinge ham til at udtrykke sig som en oldsag? Det må komme an på en prøve!
MAGNVM TESTAMENTVM er en samling af 132 digte på latin, alle skrevet i samme metriske form, som hos de klassiske forbilleder. Digtene handler om alt fra barndomserindringer, over politik og retorik, til de evige spørgsmål om livets mening. De ledsages af en, i alle henseender, fri oversættelse til moderne dansk og – hvor det skønnes nødvendigt – af filologiske fodnoter, med henvisninger til hovedværkerne – på dansk, tysk og fransk – inden for ”Latinsk Sproglære” (som titlen lød på omtalte Madvigs lærebog fra 1841, her flittigt anvendt).
At skrive poesi i et fast metrum – som fx sonetten – er naturligvis ikke moderne mainstream, men dog heller ikke uset, selv ikke i vor tid (Klaus Høeck er vel det fremmeste danske exempel). Den form som her er valgt, er den sapphiske strofe – opkaldt efter den græske digterinde Sappho (Ψαπφω) fra Lesbos, der skabte den for mere end 2600 år siden; siden taget op af utallige digtere, fra Horats til Hölderlin.
At der således er tale om, i streng forstand, lesbiske digte, forhindrer naturligvis ikke forfatteren i at udtrykke decideret mandlige følelser for kvinden – ligesom et yndefuldt kvindeportræt pryder omslaget. Poesien er den sande forskellighed.
Lektørudtalelse, DBC:
Kort om bogen
Digte på både dansk og latin, som skriver sig op imod den klassiske poesi fra omkring år 0. Samtidig er digtene et eksempel på et sprogligt clash mellem klassisk latin og sprog i det 21. århundrede. Til læsere af eksperimenterende lyrik og latininteresserede
Beskrivelse
"Magnum testamentum" er et digtværk, som har selve det latinske sprog som emne, men som i sin bilingualitet også handler om clashet mellem det arkaiske klassiske latin og sproget i det 21. århundrede. Oprindeligt er digtene skrevet på latin tilbage i 2007. De er oversat til dansk i 2022 og udkommer samlet i 2023. De latinske strofer overholder reglerne for den sapphiske strofe, mens den danske oversættelse er i frie vers. I noteapparatet, som ses under nogle af digtene, kommenteres der på grammatiske problemstillinger og henstilles til bl.a. Madvigs lærebog fra 1841.
Vurdering
"Magnum testamentum" er en anderledes udgivelse, som både vækker tanker, får dig til at le og gør dig konfus over sin leg med et sprog, du ikke forstår. Splittelsen mellem Rom omkring år nul og i dag kan fx ses i digtet her: " Og så tror idioterne på astrologer! / Som end ikke aner at Forårsjævndøgnssolen ikke / længere står i Vædderen, men i Fiskene / Det hele er forkert". På latin - "Atque credunt astrologis inepti..." bliver man hurtigt sat af, men muligheden for at sammensmelte så forskellige sproglige situationer indeholder noget fascinerende
Andre bøger om samme emne
Der findes ikke lignende udgivelser.
Thomas Glud
-------------------------------------
Udkom 12. august 2022

Kasper Nefer Olsen: tidogsted
Bog. 80 sider
ISBN: 978-87-972003-6-0
Valville Forlag 2022
Vejl. pris: 144,- kr
Kasper Nefer Olsen: tidogsted
Der findes valfartssteder for poesien. Ét af dem er den Gamle Lægebolig i Tranekær, Langeland, hvor digteren Frank Jæger boede i årene 1954-70. Frank Jæger var dengang en del af bybilledet i Tranekær, kendt af alle lokale: altid parat til en sludder over have-lågen og piben. Endnu i dag kommer turister forbi, bare for at se og fotografere huset.
Den nulevende digter Kasper Nefer Olsen (født 1960) har – et halvt århundrede senere – forsøgt et eksperiment med tid og sted. I 111 dage har han levet og åndet under det samme tag som Frank Jæger gjorde – Slotsgade 65, Tranekær – og skrevet digte som de kom. Det er blevet til samlingen tidogsted.
Således er det klart hvad der her menes med sted: et virkeligt hus, hvor noget virkeligt virkelig finder sted. Med tid menes, heroverfor, såvel den indre tid: uret der tikker mod glemslen og døden, som den ydre tid, dvs ”vor” tid – der som bekendt er ikke ligefrem poetisk, ikke ligefrem eftertænksom, ikke ligefrem lykkelig. Kort sagt: meget langt fra 1954...
Hvis der findes en genius loci – en Stedets Ånd – så får den her chancen for at gøre sig bemærket: bortset fra netop stedet har de to digtere nemlig næppe noget til fælles. Et enkelt poem i tidogsted kan betragtes som en hilsen til Jægers berømte ”Være-Digt”; men ellers er der tale om alt andet end lyrisk indforståethed: et halvt århundrede har fuldstændigt ændret hvad poesien kan – og vil.
.
-------------------------------------
Kasper Nefer Olsen: Apotheose

Danmarks mest egensindige digter, Kasper Nefer Olsen, slår til igen. Efter sidste års mystisk-meditative WUPPERTAL – en slags opgør med poesien indefra – følger nu en anderledes udadvendt sag der tager en mængde aktuelle og vedkommende emner op: fra retskrivning og opskriften på et godt sexliv, til reality-TV og det forestående amerikanske præsidentvalg. Altsammen set – som titlen APOTHEOSE siger – fra en guds synspunkt, en vinkel vi ikke herhjemme har set anlagt så konsekvent siden Svend Åge Madsens tidligste experimenter. Under guddommeligt perspektiv tager mange menneskelige anliggender sig absurde eller latterlige ud: fra sikkerhedskontrollen i Kastrup til dagens litteraturscene; det højeste religiøse standpunkt er, som Kierkegaard bemærkede, humoren. I en devot tid – hvor så mange kræver ”respekt” og så få fortjener det – vil nogen utvivlsomt forarges over forfatterens behandling af hellige køer som feminismen, Obama og den ”globale opvarmning”; men poesien er til for at sige det usagte – ikke for at behage. Hverken nye eller gamle afguder går fri.
Som en extragevinst giver APOTHEOSE profetiske vink om den nærmeste fremtid. Således forudså digteren da han skrev, i juli, ”en ægte offerfest” ved afslutningen på OL i Rio: en spådom der allerede er gået i opfyldelse nu hvor bogen er trykt (spørg bare Brasiliens netop detroniserede præsident, eller vor hjemlige Wilbæk). Forfatteren går således Nostradamus i bedene.
APOTHEOSE er struktureret som et skakspil: den består af 4 x 64 stramt komponerede strofer af 4 x 8 parvis rimede vers – med variationer, såsom hele strofer på amerikansk og latin. Men det formelle skin bedrager: sproget flyder under og igennem den stramme struktur, læseren véd aldrig hvornår noget slutter og noget andet begynder, og må som regel læse alting to gange. Således genindføres spillet mellem forfatter og læser.
Af lektørudtalelse, DBC:
"...Digtets jeg har været så heldig at opleve en sådan apotheose. Over 3 dele deler han ud af sin visdom om bl.a. samfundets forfladigelse, pøblens fordummelse, feminismens fejltagelser, det mandlige lems enestående formåen og ikke mindst læserens usandsynlige stupiditet....."
"Digtene er satiriske med en filosofisk grundtone. Digterjegets ekstreme selvfedme kan læses som en (rammende) parodi på det moderne individualistiske, historieløse menneske." Thomas Olesen (november 2016)
-------------------------------------
Kasper Nefer Olsen:Wuppertal

Efter 12 år i Paris er filosoffen og digteren Kasper Nefer Olsen, der debuterede i "Hvedekorn" i 1987, tilbage på den danske litteraturscene med digtsamlingen "Wuppertal". Digtene finder, i vanlig respektløs stil, sted på den til tider mareridtsagtige grænse mellem sovende og vågen tilstand. Insomnia. Renæssancemennesket Nefer bevæger sig ubesværet i tid og rum. Smerten holdes i strakt arm. Humoren lurer lige under overfladen.
Indhold: Imbolc; Wuppertal; Ha ha ha; Idyl; Erindring; Digter; Antiplasma; Det ulykkelige Arabien; Geisha; Mand når han er værst; Trepanering; Errare divinum est; Spas; Ingen tvivl; Et filmmanu; Selvnar; Fupfri; Antinarcissosecho; Cervantes; Dixit (1); Du; Pyt; Historie; Lystgevinst; Sov; White scream; Ariadne; Poetik; Kald; Testblad; Elarternes uddøen; Litt psyk; Litt pol; Øvelse; Hermetik; Dårlig taber (1); Enfance retrouvée; Indsigt; Udsigt; Antitrist; Dårlig taber (2); Hast du´s bestellt?; Protest; Dixit (2); Folkevid; Gotik; Hvad jeg siger er; Suona; Demokrati; Fif (1); Zen; Fif (2); O; Årgang 86; I skole; Etik; Æstetik; Læs; Selvdød; Døde stemmer; Aldrig for tidligt; Don´t play the game; Hvorfor Wuppertal; Nostalgi (1); Alderdomsvækkelse; Nostagi (2); Omertá; Farligt at indse; Ecce homo; I; The unfair sex; Døde mure; Rest.
Af Dansk Bog Centers lektørudtalelse:
Kasper Nefer Olsen dedikerer sin digtsamling, hvor han vellykket leger med sproget, til ”dem der aldrig gir op”. Til dem som læser dansk lyrik med sproglig kant.
En blanding af korte og lidt længere prosadigte, der alle har titler. Her er refleksioner over mennesket som med sin bevidsthed møder verden, og de andre mennesker vi tvinges til at forholde os til… Og der er tanker om at være menneske.
Tankevækkende og interessamt digtsamling, som jeg forestiller mig er skrevet ud af en søvnløs nat på grænsen mellem sovende og vågen tilstand.
Nogle af digtene får mig til at tænke på Piet Heins gruk, men ellers har samlingen sit unikke udtryk.
Carsten Güllich-Nørby (januar 2016)
Kasper Nefer Olsen: tidogsted
Bog. 80 sider
ISBN: 978-87-972003-6-0
Valville Forlag 2022
Vejl. pris: 144,- kr